Todelt tilgang til grundvandsbeskyttelse ?

---

Skal vi have en todelt tilgang til grundvandsbeskyttelse for at sikre den decentrale vandforsyningsstruktur?

Baggrund

Der bliver talt meget om grundvandsparker som et redskab til at sikre grundvandet fremover. Uden en klar definition af grundvandsparker er den generelle opfattelse, at det er store, sammenhængende områder, der beskytter hele eller en stor del af de grundvandsdannende oplande. Nogle forsyninger og kommuner anvender en aldersgrænse for det indvundne vand til at afgrænse områderne, fx et 50-års indvindingsopland. Fælles for dem er, at områdeafgrænsningen er betydeligt større end det boringsnære beskyttelsesområde (BNBO). Der tales også ofte om, at grundvandsparkerne skal være multifunktionelle – altså have andre formål end blot beskyttelse af grundvandet.

Det er indlysende, at grundvandsparker er et fornuftigt tiltag på store kildepladser, da der er store økonomiske investeringer forbundet med disse, og da konsekvenserne af en grundvandsforurening her er meget store. Endvidere er udpegningen mere sikker og dermed er effektiviteten af grundvandsbeskyttelse større ved store indvindinger.

Store og små kildepladser

Spørgsmålet er, om denne tilgang til grundvandsbeskyttelse virker på alle kildepladser, eller om der er behov for en todelt tilgang.

Som udgangspunkt mener vi, at alle forbrugere bør have samme sikkerhed for rent vand – uanset om de får vand fra en stor eller en lille kildeplads. Hvis dette er præmissen, kan en tilgang være at stille samme krav til grundvandsbeskyttelse, uanset kildepladsernes størrelse. Det vil sige, at vi fx beskytter et 50-års opland for både den store kildeplads, hvor der årligt indvindes 2 mio. m³, og for den lille kildeplads, hvor der årligt indvindes 50.000 m³.

Det er en ædel tanke, men man kunne hævde, at "det kommer ikke til at ske". Risikoen for at "ramme forkert" er for stor, investeringen er for usikker, fremtiden er usikker for mange små vandværker, økonomien er skrøbelig osv.

Konsekvensen af ikke at anvende samme koncept overalt kan være, at forbrugerne ikke får samme sikkerhed for rent vand. Det vil de næppe acceptere i længden (eller myndighederne vil ikke), hvilket kan føre til en strukturudvikling, hvor de små forsyninger bliver overtaget af de store, der beskyttes med grundvandsparker.

Hvis vi ikke aktivt tager stilling, risikerer vi, at strukturudviklingen accelererer, og at der – mens dette sker – bruges en masse forgæves penge uden at sikre forbrugerne. Det kunne blive en stille død for den decentrale vandforsyning.

Todelt strategi

Vi driver ikke vandforsyning og har ingen præferencer for hverken en stærkt central eller decentral struktur. Vi mener dog, at forbrugerne med rette kan kræve, at de politisk vedtagne målsætninger – uanset om de sigter mod en decentral eller central vandforsyning – understøttes på den mest hensigtsmæssige måde.

Hvis der ønskes en stærk, decentral vandforsyningsstruktur, mener vi, at der er brug for en todelt tilgang til grundvandsbeskyttelse. Grundvandsparker er klart et godt og fornuftigt tiltag for de store kildepladser, men hvad gør vi ved de små? (Når præmissen for diskussionen er, at én strategi ikke passer alle.)

Vi mener, at vi bliver nødt til at fokusere på grupper af mindre vandværker for at sikre en robust og fremtidssikker vandforsyning. Som gruppe skal de sikre rent vand og kapacitet – både på råvandssiden og på behandlingssiden. Vi skylder forbrugerne, at opgaven løses til en rimelig pris, samtidig med at de har samme sikkerhed for rent vand som de store forsyninger. Det betyder efter vores opfattelse, at:

• Nogle vandværker skal sikre rent grundvand både til egne forbrugere og til dem, de er udpeget til at hjælpe, hvis andre vandværker eller kildepladser må lukke.
• Andre vandværker, der klarer sig godt og har fin vandkvalitet, undgår grundvandsbeskyttelse, hvis det er dyrt og effekten usikker. Sådanne vandværker kan sikkert bestå i lang tid og være en vigtig del af vandforsyningsstrukturen, men skulle uheldet være ude, har vi sikret grundvand et andet sted.
• Der kan være en tredje gruppe af vandværker, som kan drives, så længe kvalitetskravene til drikkevandet overholdes, og der ikke kræves store udgifter til vedligeholdelse. Samtidig er der tænkt reservekapacitet ind til dækning på andre vandværker.

Strukturanalyse som redskab

Strukturanalyser, der omfatter vandbehovsprognoser, kapaciteten af de enkelte boringer og kildepladser, samt den tekniske kapacitet af filtre, beholdere og udpumpningsanlæg, kan være et meget nyttigt redskab til at udarbejde en masterplan, der dels definerer de enkelte vandværkers roller og dels de handlinger, der kræves for at sikre en robust forsyning.

En god strukturplan giver:

• Rammerne for de enkelte vandværker.
• Snitflader for samarbejde mellem vandværkerne.
• Vigtige input til indsatsplaner, så grundvandsbeskyttelsestiltag fokuseres der, hvor effekten er størst og omkostningen mindst.
• Basis for vandforsyningsplaner, hvori handleplanerne udmøntes.

Ved udarbejdelsen af strukturplaner finder vi det særdeles vigtigt med et tæt samarbejde med de enkelte vandværker. Hvis det lykkes at gøre planen til vandværkernes egen, vil der ske væsentlige fremskridt i samarbejdet – ofte helt uden myndighedens indblanding.

Samtidig er det vigtigt, at myndighederne viser mod til aktivt at bruge strukturanalysen til at prioritere grundvandsbeskyttelsestiltag og at acceptere, at grundvandsbeskyttelse ikke skal gennemføres overalt, hvor grundvandsmagasinets sårbarhed ellers tilsiger det.

Kun ved at være proaktive kan vi styre strukturudviklingen, så den decentrale vandforsyning består og fortsat kan levere rent vand til en fornuftig pris med samme serviceniveau, som forbrugerne hos de store forsyninger oplever.