DER VAR ENGANG for ikke så længe siden, nærmere betegnet frem til oktober 2017, hvor der fandtes et enkelt sæt grænseværdier for drikkevand i den populært betegnede ”drikkevandsbekendtgørelse”. Det var let og overskueligt for de fleste. I dag findes der forskellige typer grænseværdier for drikkevand, og hertil er man nødsaget til at forholde sig til forhold som regler for afrunding, forskellige enheder og flere forskellige typer grænseværdier for forskellige stoffer. Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, hvilket nærværende artikel søger at råde bod på.
Forskellige typer grænseværdier
For drikkevand findes der to sæt grænseværdier, nemlig drikkevandskvalitetskrav og drikkevandskvalitetskriterier. Kvalitetskravene er baseret på EU’s såkaldte drikkevandsdirektiv, dog med enkelte skærpelser i forhold til EU’s kravværdier, f.eks. for det giftige og kræftfremkaldende halvmetal arsen, hvor det danske drikkevandskvalitetskrav er 5 µg/l, mens EU’s grænseværdi er 10 µg/l. Det kan i den forbindelse tilføjes, at den danske skærpelse af kvalitetskravet for arsen absolut er berettiget ud fra et toksikologisk synspunkt.
De danske kvalitetskrav til drikkevand findes i drikkevandsbekendtgørelsen, hvor seneste udgave i skrivende stund er BEK nr. 1023 af 29/06/2023: ”Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg”. I de senere år har den øgede fokus på miljøfremmede stoffer som pesticidnedbrydningsprodukter og PFAS i drikkevandet medført jævnlige revisioner af bekendtgørelsen, og det er vigtigt at holde øje med opdateringer, så man ikke risikerer at overse noget.
Kvalitetskravene skal overholdes ved forbrugerens taphane og altså ikke som indtil oktober 2017 ved afgang fra vandværket eller ved indgang til forbrugerens ejendom. Nitrit udgør en delvis undtagelse. Her skal et kvalitetskrav på 0,01 mg/l overholdes ved afgang vandværk, medmindre det kan dokumenteres, at et kvalitetskrav på 0,10 mg/l overholdes ved forbrugers taphane. En sådan dokumentation vil være både vanskelig og kostbar for vandværker, som leverer vand til mere end nogle få forbrugere, så i praksis må det for almene vandværker være grænseværdien ved afgang vandværk, som er gældende.
Med fremkomsten af BEK nr. 1147 af 24/10/2017 (herefter blot betegnet BEK 1147) udgik kvalitetskravene for en del parametre. Dette skete, for at de danske drikkevandskvalitetskrav i højere grad skulle stemme overens med EU’s drikkevandsdirektiv. Ændringerne skabte i begyndelsen en del kritik og forvirring, som sidenhen dog i væsentlig grad er blevet afhjulpet ved indførsel af de såkaldte drikkevandskvalitetskriterier. Drikkevandskvalitetskriterierne findes i bilag B i drikkevandsvejledningen: Miljøministeriet, Miljøstyrelsen. Vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Drikkevandsvejledning. Vejledning nr. 55. Februar 2022.
Til forskel fra drikkevandskvalitetskravene er det ikke et lovkrav, at drikkevandskvalitetskriterierne skal være overholdt. Der er tale om anbefalede grænseværdier for drikkevand. Det er kommunerne, der afgør, i hvilket omfang de som tilsynsmyndighed ønsker at anvende drikkevandskvalitetskriterierne i administrationen af drikkevandets kvalitet. Kommunen kan således beslutte at sidestille drikkevandskvalitetskriterier med drikkevandskvalitetskrav. Det er vores indtryk, at de danske kommuner generelt vælger at anvende kvalitetskriterierne på lige fod med kvalitetskravene. Formentlig fordi det uden specialistviden indenfor toksikologi kan være vanskeligt at overskue de mulige konsekvenser af at se bort fra drikkevandskvalitetskriterier.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes de såkaldte grundvandskvalitetskriterier, der fastsætter krav til grundvandet under forurenede grunde ved offentligt finansierede oprydninger og ved deponering af restprodukter fra affaldsforbrænding. Der er ingen krav om, at hverken drikkevand eller grundvand generelt skal overholde grundvandskvalitetskriterierne.
Afrunding af grænseværdier samt enheder
En anden konsekvens af BEK 1147 var, at visse grænseværdier blev angivet med flere betydende cifre, f.eks. grænseværdien for individuelle pesticider eller nedbrydningsprodukter, der blev ændret fra 0,1 µg/l til 0,10 µg/l. Man kunne let forledes til at tro, at når tallet er det samme, er kvalitetskravet det ligeså, men i praksis er dette ikke tilfældet. Det fremgår af den førnævnte drikkevandsvejledning, at de almindelige regler for afrunding anvendes, når det skal afgøres, hvorvidt et drikkevandskvalitetskrav overholdes. Det betyder, at et analyseresultat skal afrundes, hvis det er angivet med flere betydende cifre end kvalitetskravet. Således anses det generelle kvalitetskrav på 0,10 µg/l, som gælder for alle individuelle pesticider og nedbrydningsprodukter, bortset fra aldrin, dieldrin, heptachlor, heptachlorepoxid og pentachlorphenol, for overholdt ved en koncentration på op til 0,1049 µg/l. I praksis har de ekstra 4,9 % eller 0,0049 µg/l imidlertid ingen betydning, for den normale detektionsgrænse er 0,01 µg/l, og analyseresultaterne for pesticidstoffer angives med to betydende cifre. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at summen af pesticider og nedbrydningsprodukter ikke må overskride 0,50 µg/l. Dette gælder for den enkelte samlede analyse, og uanset hvor mange stoffer der analyseres for.
Sagen stiller sig anderledes, når det skal afgøres, om kvalitetskravet på 0,1 µg/l for summen af 22 PFAS-forbindelser er overholdt. Her overholdes grænseværdien ved en sum på op til 0,149 µg/l, så reelt tillades der altså en 49 % overskridelse af den ”tilsyneladende” grænseværdi, og denne ekstra tolerance er vigtig, fordi PFAS-analyserne kan udføres med stor præcision og dermed meget lave detektionsgrænser. Således er den normale detektionsgrænse 0,001 µg/l – dog endnu lavere for de fire stærkt skadelige stoffer PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS, for hvilke summen maksimalt må udgøre 0,002 µg/l (eller reelt 0,00249 µg/l). Naturligvis skal dette særligt restriktive kvalitetskrav samtidig overholdes.
Problematikken er mindst lige så relevant for naturligt forekommende stoffer, f.eks. ikke flygtigt organisk kulstof (NVOC). Her er kvalitetskravet 4 mg/l. Analyseresultatet angives med to betydende cifre, og dermed er kvalitetskravet overholdt ved en koncentration på maksimalt 4,4 mg/l og altså ikke 4,0 mg/l.
Det er vores indtryk, at mange myndighedspersoner ikke er opmærksomme på de ovennævnte forhold, og det kan i yderste konsekvens medføre, at f.eks. en vandforsyningsboring bliver lukket, eller der bliver stillet krav om rensning af drikkevand på et fejlagtigt grundlag.
En anden faldgrube er enheden, hvor det bestemt ikke er ligegyldigt, om et analyseresultat opgives i mg/l eller µg/l. Et oplagt eksempel er jern, der måles som totalt jernindhold (ferrojern + ferrijern = total-jern). Frem til oktober 2017 fandtes der et kvalitetskrav på 0,1 mg/l ved afgang fra vandværket, mens kvalitetskravet ved indgang til ejendom og forbrugerens taphane var 0,2 mg/l. I dag findes der kun et enkelt kvalitetskrav, som er gældende ved forbrugerens taphane, og her må total-jern i drikkevandet ikke overskride 200 µg/l. Egentlig det samme som 0,2 mg/l – og så alligevel ikke, for reelt må koncentrationen ikke overskride 200,49 µg/l, og 200 µg/l er dermed en betydeligt mere restriktiv grænseværdi end 0,2 mg/l. Uheldigvis er det stadig normal praksis, at laboratorierne opgiver analyseresultater for total-jern i mg/l, og man kan som myndighedsperson let forledes til at tro, at kvalitetskravet er overholdt, hvis der står 0,20 mg/l på analyserapporten. Problemet er, at et analyseresultat på 0,20 mg/l kan dække over en koncentration på op til 204,9 µg/l (= 0,2049 mg/l). Med andre ord kan det kun med sikkerhed konkluderes, at kvalitetskravet er overholdt, hvis den opgivne koncentration af total-jern er 0,19 mg/l eller mindre.
Nogle uklarheder eller mærkværdigheder ved de eksisterende grænseværdier for drikkevand
Konduktivitet/ledningsevne:
I GEUS’ Jupiter-database anvendes betegnelsen konduktivitet (ScKode 5), mens parameteren i drikkevandsbekendtgørelsen kaldes ledningsevne – en mere sigende betegnelse, som vi herefter vil anvende. Frem til oktober 2017 blev ledningsevnen målt i enheden mS/m, og i drikkevandsbekendtgørelsen fandtes der kun en anbefalet minimumsværdi på 30 mS/m ved 25°C. Det er normal standard at opgive ledningsevne ved 25°C. I BEK 1147 udgik det tidligere gældende kvalitetskrav for inddampningsrest (det samme som tørstofindhold) på 1500 mg/l, og som erstatning blev der indført et kvalitetskrav til ledningsevne på 2500 µS/cm – altså en maksimumsværdi og i en ny enhed. En værdi i enheden mS/m omregnes til µS/cm ved at gange med 10. Vands ledningsevne er stærkt temperaturafhængig (stigende temperatur = stigende ledningsevne). Drikkevandskvalitetskravet på 2500 µS/cm gælder af uransagelige årsager ved 20°C, men det fremgår desuden, at vandets ledningsevne som minimum bør være 300 µS/cm ved 25°C, altså i virkeligheden samme anbefalede minimumsværdi som før fremkomsten af BEK 1147. Det er formodentlig en konsekvens af det nye drikkevandskvalitetskrav, at analyselaboratorierne i dag opgiver ledningsevnen målt ved 20 °C. Det gør det muligt direkte at afgøre, om kvalitetskravet er overholdt, mens det ikke er umiddelbart gennemskueligt, i hvilket omfang den anbefalede minimumsværdi er overholdt. En ledningsevne på 300 µS/cm ved 25 °C svarer cirka til 270 µS/cm ved 20 °C.
Ammonium:
For ammonium (NH4+) gælder der et drikkevandskvalitetskrav på 0,05 mg/l, idet der dog under visse omstændigheder accepteres op til 0,50 mg/l. Imidlertid udgør ammonium syreformen af syre-/baseparret ammonium og ammoniak, hvor sidstnævnte er en ildelugtende gas med den kemiske formel NH3. Fordelingen afgøres af vandets pH. Ved pH 7 findes kun omkring 0,5 % af den samlede mængde NH4++NH3 på NH3-formen, dvs. NH4+ ≈ NH4++NH3. Ved pH 8,5 findes derimod ca. 15 % på NH3-formen, og da er det ikke længere rimeligt at se bort fra NH3. Miljøstyrelsen har oplyst, at princippet i analysen er måling af en blåfarvet ammoniakforbindelse ved pH imellem 10,8 og 11,4. Ved så høj pH udgør ammoniak mindst 97,5 %. Det betyder, at analysen reelt bestemmer indholdet af NH4++NH3 i vandprøven, og kvalitetskravet for ammonium gælder derfor for ammonium+ammoniak, som er den betegnelse, analysen normalt registreres under i GEUS’ Jupiter-database (ScKode 240). Ved normal pH, hvor ammonium er den helt dominerende form, kan både ammoniak+ammonium-N (ScKode 241) og ammonium-N (ScKode 242) let tilnærmet omregnes til ammonium+ammoniak ved at gange med 9/7.
Nitrat og nitrit:
For nitrat (ScKode 246) er kvalitetskravet 50 mg/l, mens der for nitrit (ScKode 243), som tidligere nævnt, gælder et kvalitetskrav på 0,01 mg/l ved afgang vandværk, medmindre det kan dokumenteres, at et kvalitetskrav på 0,10 mg/l overholdes ved forbrugers taphane. Samtidig gælder der et kombinationskrav for nitrat og nitrit ved forbrugerens taphane, idet:
Her er grænseværdien på 1 eksakt, og det betyder, at måler man f.eks. 0,10 mg/l nitrit ved en forbrugers taphane, må koncentrationen af nitrat i drikkevandet maksimalt være 48,3 mg/l. Det er imidlertid ikke normalt at kunne måle nitrit i vand med et så højt nitratindhold.
Af og til opgives parametrene som nitrit-N (ScKode 244) og nitrat-N (ScKode 247). Nitrit-N kan omregnes til nitrit ved at gange med 23/7, mens nitrat-N omregnes til nitrat ved at gange med 31/7.
Svovlbrinte:
For parameteren svovlbrinte gælder der et drikkevandskvalitetskriterium på 0,05 mg/l. Bemærk, at grænseværdien ved en fejl er opgivet til 0,02 mg/l i Bilag B i den nugældende udgave af drikkevandsvejledningen (februar 2022). Svovlbrinte er en giftig gas med formlen H2S samt den velkendte – og for de fleste ubehagelige – lugt af rådne æg. Svovlbrinte udgør imidlertid kun en del af vandets samlede indhold af opløste sulfider, som desuden omfatter de to anioner hydrogensulfid (HS-) og sulfid (S2-). Fordelingen imellem disse former bestemmes af pH. Omkring neutral pH findes H2S og HS- i nogenlunde ligelige mængder, mens koncentrationen af S2- i sammenligning er meget lav. Man kunne forledes til at tro, at kvalitetskriteriet kun gælder den del af en vandprøves sulfidindhold, som findes på gasformen, men dette er ikke tilfældet. Analysen udføres ved at forsure vandprøven, hvorved hele sulfidindholdet overgår til H2S-formen, og hernæst måles altså vandprøvens totale sulfidindhold i form af svovlbrinte.
Men kvalitetskriteriet på 0,05 mg/l gælder for vandprøvens totale sulfidindhold, målt som svovlbrinte, dvs. H2S. Det kan derfor give anledning til forvirring, at der indtil for nylig fandtes tre forskellige ScKoder for sulfid, nemlig 342 (sulfid-S), 343 (hydrogensulfid-S) og 1167 (dihydrogensulfid). Sidstnævnte er det samme som H2S eller svovlbrinte. Miljøstyrelsen har oplyst, at grænseværdien gælder for dihydrogensulfid, altså ScKode 1167, samt at ScKoderne 342 og 343 nu er lagt ind under ScKode 1167, som fremover bliver den officielle kode for indberetning af svovlbrinteindhold og betegnes ”svovlbrinte (sulfid)”. Dermed er problemet løst. Det ændrer dog ikke ved, at koncentrationer målt som sulfid-S eller hydrogensulfid-S skal ganges med 17/16 for at omregnes til H2S. Formelt set betyder dette, at den reelle grænseværdi for sulfid-S eller hydrogensulfid-S er 0,047 mg/l.
Men her kommer afrundingsreglerne os til hjælp. Drikkevandskvalitetskriteriet for H2S er 0,05 mg/l og anses altså for overholdt ved koncentrationer op til 0,0549 mg/l. Er der i en vandprøve målt 0,05 mg/l sulfid-S eller hydrogensulfid-S, svarer det til 0,053 mg/l svovlbrinte, og kvalitetskriteriet overholdes.
Toluen:
For oliekomponenten toluen gælder der et drikkevandskvalitetskrav på 25 µg/l. Imidlertid indgår toluen i den lette kulbrintefraktion (C5-C10 eller C6-C10) ved analyse af totalt kulbrinteindhold, ofte betegnet ”total-olie”. Et indhold af toluen på mere end 11 µg/l vil automatisk medføre overskridelse af drikkevandskvalitetskriteriet for total-olie på 10 µg/l. Medmindre kommunen vælger at se bort fra drikkevandskvalitetskriteriet, kan der således ikke tillades et indhold af toluen på mere end 11 µg/l i drikkevand, og det er vel at bemærke under den forudsætning, at vandet kun indeholder toluen og altså ikke samtidig andre petrogene kulbrinteforbindelser som f.eks. de nært beslægtede aromatiske forbindelser benzen, ethylbenzen og xylener.
Organiske mikroforureninger versus pesticidnedbrydningsprodukter:
Der findes drikkevandskvalitetskriterier for adskillige organiske forbindelser, der kan forekomme i grundvandet som følge af forureninger, men som samtidig er mulige nedbrydningsprodukter af pesticider, og derfor skal disse stoffer samtidig overholde kvalitetskravet til drikkevand for pesticider og nedbrydningsprodukter på 0,10 µg/l, dvs. i praksis 0,1049 µg/l. Hvad er da værdien af drikkevandskvalitetskriterier for disse stoffer? Jo, hvis en ekspertvurdering sandsynliggør, at kilden til forekomst af det givne stof i grundvandet ikke er pesticider eller biocider, gælder drikkevandskvalitetskriteriet. I praksis vil en sådan vurdering formentlig være en umulig opgave, medmindre der findes en kendt punktkildeforurening omfattende det givne stof i det grundvandsdannende opland til en given boring, eller der simpelthen aldrig har været anvendt pesticider i oplandet.
Der er tilfælde, hvor der er meget stor forskel på drikkevandskvalitetskriteriet og det generelle drikkevandskvalitetskrav for pesticider og nedbrydningsprodukter. Et eksempel er stoffet formaldehyd (ScKode 397). Formaldehyd er en giftig gas, der bl.a. er kendt som desinfektionsmidlet formalin, som er stoffet i en vandig opløsning. Formaldehyd er et vigtigt udgangsmateriale for fremstilling af forskellige polymerer og organiske kemikalier. For formaldehyd gælder der et drikkevandskvalitetskriterium på 50 µg/l, som egentlig er overraskende højt i betragtning af, at formaldehyd er påvist kræftfremkaldende for mennesker. Imidlertid er formaldehyd også et muligt nedbrydningsprodukt af et væld af forskellige organiske kemikalier, herunder pesticider, og stoffet skal i den egenskab overholde et helt anderledes restriktivt drikkevandskvalitetskrav på 0,10 µg/l. I erkendelse af at formaldehyd har haft mange og udbredte anvendelser og desuden i et vist omfang kan dannes naturligt, inkluderer Miljøstyrelsen ikke længere formaldehyd i deres pesticid-analysepakker. Men ikke desto mindre er formaldehyd fortsat at finde i Jupiter-stofgruppen ”Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer”.
Med undtagelse af pentachlorphenol gælder der for alle chlorphenoler et drikkevandskvalitetskriterium for enkeltstoffer på 0,1 µg/l, dvs. i praksis 0,149 µg/l. Alle mono-, di-, tri- og tetrachlorphenoler har ScKoder i Jupiter-databasen. En oversigt ses i tabellen herunder.
Derimod skal grænseværdien på 0,1 µg/l ikke overholdes for følgende ScKoder, idet hver kode dækker over flere stoffer:
ScKode 387: Tetrachlorphenol, dvs. 2,3,4,5-tetrachlorphenol + 2,3,4,6-tetrachlorphenol + 2,3,5,6-tetrachlorphenol, dvs. tre enkeltstoffer, hver med en reel grænseværdi på 0,149 µg/l. Her er der først med sikkerhed overskridelse ved en målt koncentration større end 3 · 0,149 µg/l, dvs. ≥ 0,448 µg/l.
ScKode 771: 2,4+2,5-dichlorphenol omfatter to enkeltstoffer. Her er der først med sikkerhed overskridelse ved en målt koncentration på 0,299 µg/l.
Imidlertid er alle chlorphenolerne at finde i stofgruppen ”Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer”, og de skal derfor som udgangspunkt overholde kvalitetskravet til drikkevand for pesticider og nedbrydningsprodukter. I dette tilfælde er forskellen på grænseværdierne imidlertid lille og skyldes kun den forskellige afrunding af 0,1 µg/l og 0,10 µg/l.
For nitrophenoler findes der følgende drikkevandskvalitetskriterier: Mononitrophenoler: 90 µg/l, dinitrophenoler: 7 µg/l og trinitrophenoler: 20 µg/l. Imidlertid er 4-nitrophenol (en mononitrophenol) et muligt pesticidnedbrydningsprodukt, mens stoffet 2,4-dinitrophenol har været anvendt som pesticid. Netop disse to stoffer skal derfor som udgangspunkt overholde drikkevandskvalitetskravet for pesticider og nedbrydningsprodukter på 0,10 µg/l. Dog ikke hvis en ekspertvurdering sandsynliggør, at kilden ikke er pesticider eller biocider. En oversigt over nitrophenoler i Jupiter-databasen samt grænseværdier ses i tabellen herunder.
I modsætning til chlorphenolerne er det endnu kun et fåtal af nitrophenolerne, som har fået tildelt en ScKode, og for hvilke der derfor kan findes analysedata i Jupiter-databasen.
Man kan nemt komme i tvivl, om hvorvidt grænseværdierne også gælder for de to methylnitrophenoler 3-methyl-2-nitrophenol (ScKode 582) og 3-methyl-4-nitrophenol (ScKode 583), men det er sandsynligvis ikke tilfældet, idet den kemiske definition af en nitrophenol er et stof med den generelle kemiske formel HO(C6H5)-x(NO2)x. Derimod gælder kvalitetskravet for pesticider og nedbrydningsprodukter for 3-methyl-4-nitrophenol, som er et muligt pesticidnedbrydningsprodukt, mens stoffet 3-methyl-2-nitrophenol i Jupiter tilhører stofgruppen ”Organisk mikroforurening”.
Øvrige phenoler:
For ”øvrige phenoler” findes der et drikkevandskvalitetskriterium for enkeltstoffer på 0,5 µg/l, dvs. i praksis 0,549 µg/l. Det er ikke angivet specifikt, hvilke phenoler der er tale om, så tolkningen må være alle phenoler, for hvilke der ikke findes specifikke grænseværdier. Det gør der for chlorphenoler samt mono- di- og trinitrophenoler (se ovenfor). Vi står nu tilbage med mange tusind phenoler, men stofgruppen kan heldigvis indskrænkes betydeligt ved kun at betragte de phenoler, for hvilke der findes ScKoder, og hvor der derfor kan ligge analysedata i Jupiter-databasen. Hvis vi frasorterer ”pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer” med phenolgrupper samt nonyl- og octylphenoler og herudover koncentrerer os om stoffer, hvor ”phenol” indgår i det kemiske stofnavn, bliver listen forholdsvis overskuelig:
Der findes desuden flere bisphenoler i Jupiter-databasen. Bisphenolerne er kemisk set to phenolmolekyler, som via forskellige kemiske grupper er bundet sammen. Bisphenolernes fysisk/kemiske egenskaber ligger langt fra de ”normale” phenoler, hvorfor det er min vurdering, at det generelle kvalitetskrav for phenoler ikke omfatter bisphenoler. Det ville heller ikke give den store mening, idet der for den mest toksiske bisphenol A for nylig er introduceret et specifikt drikkevandskvalitetskrav på 2,5 µg/l, altså en faktor 5 over det generelle drikkevandskvalitetskriterium for phenoler.
Stofgrupperne C9-phenoler (ScKode 1179), C10-phenoler (ScKode 1180) og C11-phenoler (ScKode 1181) omfatter hver mange forskellige stoffer, og grupperne skal derfor ikke overholde kvalitetskriteriet, der gælder for enkeltstoffer.
I stofgruppen ”Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer” findes der adskillige phenoler, som altså skal overholde kvalitetskravet på 0,10 µg/l, medmindre det ved en faglig vurdering kan sandsynliggøres, at kilden til fund af stofferne i grundvandet ikke er pesticider eller biocider. Disse stoffer er samlet i tabellen herunder.
Organiske tinforbindelser:
For biocidet tributyltin, normalt betegnet TBT (ScKode 168), gælder der et drikkevandskvalitetskriterium på 0,1 µg/l, målt i µg Sn/l, altså som tinindholdet i TBT. Imidlertid skal det samlede indhold af TBT, idet der er tale om et biocid, overholde kvalitetskravet til drikkevand for pesticider og nedbrydningsprodukter på 0,10 µg/l. Denne grænseværdi skal altså overholdes for TBT og ikke TBT-Sn. Som navnet siger, indeholder TBT tre butylgrupper for hvert tinatom, og det giver en omregningsfaktor på 2,44, idet der her ikke tages hensyn til ”den fjerde sidegruppe”, som f.eks. kan være ilt, klor eller fluor. Altså er:
TBT = 2,44 · TBT-Sn
Også de kendte nedbrydningsprodukter af TBT, DBT (dibutyltin, ScKode 103) og MBT (monobutyltin, ScKode 140) skal overholde kvalitetskravet på 0,10 µg/l. TBT har stort set ikke haft andre anvendelser end som biocid, men har dog indgået som stabilisator i visse polymerer. Drikkevandskvalitetskriteriet kan kun være gældende, hvis det kan bevises, at kilden til eventuelle fund i drikkevandet er anvendelse som stabilisator og ikke som biocid – i praksis formentlig en umulig opgave.
I Jupiter-databasen findes flere versioner af tributyltin, som netop afhænger af den ovenfor nævnte ”fjerde sidegruppe”. Det gælder tributyltinacetat (ScKode 575) og tributyltinoxid (ScKode 577). Disse stoffer er også at finde i stofgruppen ”Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer”, og de skal dermed enkeltvis overholde drikkevandskvalitetskravet på 0,10 µg/l. De tre stoffer har højere molmasser end TBT i sig selv, og det er dermed ikke ligegyldigt, om der analyseres for TBT eller for de specifikke stoffer, som f.eks. tributyltinoxid (TBTO).